Tilbage til Alle begivenheder

Tandem koncert på plænen ved Orenæs Saloner

  • Orenæs Saloner 12 Orenæs Skovvej Nørre Alslev, 4840 Denmark (kort)
PR 500 km Cello-001.jpg

Mød den cyklende cellist Ida Riegels og den vandrende guitarist, Frederik Munk Larsen når de kommer cyklende på tandem fra Nørre Alslev til Orenæs og giver koncert på plænen i skoven ved vandet.

Se et videoklip om Ida Riegels og hendes cellocykelprojekt her:

KØR MED!

FOR DE FRISKE ER DET MULIGT AT CYKLE SAMMEN MED IDA OG FREDERIK FRA NØRRE ALSLEV STATION KL. CA. 15.10!

Turen går tværs over ad de små veje op over Nørre Vedby Bakke med den flotte udsigt over Storstrømsbroen og vandet. Turen tager ca. 35 minutter i adstadigt tempo. På Orenæs har man en god halv time til at spise sin medbragte picnic inden koncerten begynder kl. 16.30. Husk en picnicstol eller et tæppe!

Både Ida Riegels og Frederik Munk Larsen har et hav af koncerter bag sig og har rejst med musikken i mange dele af verden, men til juli bliver det første gang de to musikere giver koncert sammen.

På programmet er spansk og latinamerikansk musik for cello og guitar, samt et par af musikernes egne kompositioner.

Ida Riegels har gennem de seneste år etableret sig som cyklende cellist med turneer på cykel hele vejen op gennem Europa og gennem Danmark. Hun har i år vundet P2 prisen ‘Årets Ildsjæl 2020’, og er netop nu aktuel med debut CD'en ‘Cello Stories’ der udkommer på Danacord Records i sommer.

Frederik Munk Larsen er en af landets mest anerkendte guitarister med en aktiv solokarriere i både ind- og udland. Han har vundet flere internationale priser, blandt andet Yamahas Europæiske Musikkonkurrence. Han er især blevet kendt for sine koncertture til fods med guitaren på ryggen gennem hele Danmark.

Blandt cyklister siger man, at det at køre på tandem sammen er den ultimative måde at lære hinanden bedre at kende på. Og det er netop hvad Ida Riegels udforsker på hendes sommerturne gennem Danmark på tandem med forskellige medspillere undervejs.

Man kan følge turen på hendes blog ‘Cello Tandem Tur’ på ida-riegels.dk

Vel mødt til en koncert med et smukt og underholdende program på det idylliske Orenæs fremført af de to cyklende musikere.