Tilbage til Alle begivenheder

Franz Schubert: Die schöne Müllerin

  • Nordfalsters Koncerthus Nørre Alslev Langgade 68 4840 Nørre Alslev Denmark (kort)

Historien om det østrigske geni Franz Schuberts mesterværk tager sin begyndelse i 1815 i Berlin, langt fra Schuberts hjemby, Wien. Her hyggede en gruppe unge kunstnere sig med at opføre et rollespil, som de opfandt efter den komiske opera La Molinara (Møllerinden). Rollespillet, som blev opført gentagne gange i deres forældres saloner, indbefattede både poesi, musik, skuespil og lejlighedsvis kostumering og stemningen var pikant og løssluppen, uden den mere dunkle farve man forbinder med Schuberts senere sangcyklus, Die schöne Müllerin.

En af de unge kunstnere var digteren Wilhelm Müller, der skrev nogle af digtene og versene og som senere på egen hånd digtede videre om møllersvenden, der så ulykkeligt forelsker sig i den smukke møllerdatter og som ender med at drukne sig i mølleåen.

Det er med baggrund i disse digte at Schubert skriver sit berømte værk, sangcyklussen Die Schöne Müllerin, der har gået sin sejrsgang over hele verden, ligesom mange andre af Schuberts geniale kompositioner. Selv nåede Schubert aldrig at opleve succesen, han døde fattig og ung i en alder af 31 år.

Værket bliver opført af operasangeren Johannes Mannov og pianisten Christian Westergaard der på mange måder haft vidt forskellig musikalsk opvækst, og der er, alt efter hvordan man regner det, mindst en generations afstand imellem dem. Det har dog hverken forhindret et nært personligt venskab eller et frugtbart samarbejde som musikere på scenen, som ofte har været med Schubert som omdrejningspunkt. Sangcyklerne WINTERREISE og SCHWANENGESANG, men også en lang række af Schuberts andre sange, har været del af de koncertprogrammer de i løbet af de sidste mere end 15 års samarbejde har optrådt med. Udenfor koncertsalen har de i mange år også delt arbejdsplads, når de i fællesskab underviser unge sangere fra danske konservatorier. Det er første gang at de sammen opfører Schuberts ”Die Schöne Müllerin”.

Barytonsangeren Johannes Mannov er uddannet i Tyskland og har en verdensomspændende karriere som operasanger på nogle af de største scener og har været professor i sang ved konservatoriet i Nürnberg. Desuden underviser han i solo- og ensemblesang ved konservatorierne i Danmark og er jurymedlem ved sangkonkurrencer og prisuddelinger. Han er lige nu engageret ved Den Jyske Operas opsætning af Verdis opera, Rigoletto.

Pianisten Christian Westergaard Christian Westergaard er uddannet på konservatoriet i København og har markeret sig som partner til en række af de førende yngre nordiske sangere, heriblandt Bo Skovhus, Elsa Dreisig, Inger Dam-Jensen, Clara Thomsen og David Danholt. Desuden står han som kunstnerisk leder i spidsen for en samlet udgivelse af danske kunstsange og har markeret sig som iværksætter og kunstnerisk leder af Liedkompagniet.

Entré 160 kr, under 18 år halv pris.

Senere begivenhed: 14. november
Ensemble Prisme