Tilbage til Alle begivenheder

Sankt Hans på Orenæs med Athelas Sinfonietta

  • Orenæs Saloner 12 Orenæs Skovvej Nørre Alslev, 4840 Denmark (kort)

Der bliver hverken heksebrænding, fyrværkeri eller høj rockmusik på plænen ved Orenæs Saloner, når Athelas Sinfonietta spiller drømmende musik i den lyse fuldmånesommernat i de naturskønne omgivelser lige ned til Storstrømmen.
Musikken er nykomponeret og bestilt til Athelas som ”smuk, rolig og meditativ musik” af komponisterne Wayne Siegel, Ole Buck og Regin Petersen. De tre komponister har alle en vis tilknytning til Lolland-Falster - mange vil kende Wayne Siegels musik, der høres mellem stenstøtterne på Dodekalitten på Lolland.

Athelas Sinfoniettas 12 mand/kvinde høje orkester opfører sædvanligvis ret kompliceret moderne musik med af og til skrappe klange, men netop denne skærsommeraften på plænen i skoven ved vandet bliver publikum mødt af musik med poesi, romantik og drømmeri. Til lejligheden arrangerer orkestret Midsommervisen til fællessang.

Koncerten bliver dirigeret af Martin Nagashima Toft, og Wayne Siegel medvirker i sit eget værk med et "motion-tracking" system, hvor han via bevægelser styrer en computers lyde.

Arrangementet er gratis og begynder kl. 21.30 - en time efter fuldmånen er stået op.

Hvis vejret mod forventning skulle vise sig helt umuligt, bliver koncerten spillet i Nordfalsters Koncerthus i Nørre Alslev Langgade 68.

Sankt Hans Aften kl. 21.30
Plænen ved Orenæs Saloner
Orenæs Skovvej 12 v. Orehoved
4840 Nørre Alslev
GRATIS – medbring campingstol el. lign.

Senere begivenhed: 25. juli
Beruset - en one-woman-opera