Natten mellem 24. og 25. juni 1944 går Tivolis gamle koncertsal og en masse uerstattelige noder op i flammer. Det er to danske nazister, der er skyld i katastrofen.
100 år tidligere er H.C. Lumbye landets største popstjerne. Hans orkester er en sensation, da Tivoli åbner i 1843, og københavnerne jubler over de nye valse, polkaer og galopper.
Tag med på rejsen tilbage til en tid, hvor musikere – og alle andre – drikker rigeligt under udførelsen af arbejdet, og hvor det ofte er så dårligt lønnet, at det er svært at mætte en familie. Tivoli reagerer på nye trends gennem tider med både krig og kolera – hele tiden med bevidstheden om arven efter Lumbye.
Følg den musikalske underholdningsindustris rivende udvikling i København fra enevældens tid, hvor seks blæsere hver dag spiller i syv timer på karrusellen i Tivoli, og frem til besættelsestiden, hvor swingpjatterne forarger, mens Leo Mathisen spiller. Lige til den dag, hvor nazisterne sprænger en fjerdedel af Tivoli i luften.
Læs et uddrag af den underholdende bog om musikken i det gamle Tivoli her - bogen der danner grundlag for foredraget.
Henrik Engelbrecht er musikformidleren over dem alle og er kendt fra den Klassiske Musikquiz på DR TV og som radiovært på DR P2. Engelbrecht bliver ofte inviteret i studiet som ekspert i TV-nyhedssammenhænge (TV-avisen, Deadline, TV2 News m.v.) når det drejer sig om opera og klassisk musik.
Engelbrecht har været involveret som musikformidler overalt: Det Kongelige Bibliotek, DR Symfoniorkestret, som operaredaktør, radiovært og podcastproducent på DR P2, som dramaturg på Det Kongelige Teater og Musikchef i Tivoli, han har lavet koncertintroduktioner for Copenhagen Opera Festival, Copenhagen Phil og Det Kongelige Kapel - og meget mere. Henrik Engelbrechts højt værdsatte og meget underholdende foredrag trækker overalt fulde huse.