Birgit Guldager udstiller og Anne Turner spiller musik for solocello.
Guldager afløser den nuværende udstilling af ”Finnermann” - Finn Arnesen, hvis malerier også fremover kan ses i hans eget galleri i Nykøbing.
Birgit Guldager er opvokset ved kysten nord for Esbjerg, men flyttede senere til Lolland, hvor hun åbnede eget galleri og sideløbende med karrieren som kunstmaler underviste i billedkunst på Nakskov Gymnasium. Inspirationen til sine farvemættede malerier henter hun i naturen, ved havet og i den klassiske musik - så hendes kunst er som skabt for Orenæs Saloner i skovriderhuset ved vandet på Nordspidsen af Falster.
Vanen tro, når der er fernisering i Orenæs Saloner, bliver der også spillet et kort musikprogram, og det bliver med musik for solocello med Anne Turner, der er født og opvokset i London, hvor hun er uddannet på The Royal Academy of Music. I 1981 flyttede hun til Danmark, hvor hun siden har været både solo-, kammer- og orkestermusiker. I 1990 blev hun ansat i Storstrøms Kammerensemble og flyttede til Falster og underviser nu på Vordingborg Musikskole.
Fri entré