Julekoncert i Nr. Vedby Kirke 2. juledag kl. 16.00
+
Julemiddag i Nordfalsters Koncerthus kl. 17.30
Orenæs Kultur afholder deres stemningsfulde og traditionsbundne julekoncert: ”Julemusik i Julen” i Nørre Vedby Kirke med efterfølgende julemiddag i det nye Nordfalsters Koncerthus, det tidligere elværk og missionshus i Nørre Alslev.
Også i år er vi formodentligt alene i Danmark om at spille en julekoncert i juletiden – alle andre julekoncerter spilles i adventstiden før jul.
JULEMIDDAG: Man kan desuden for ekstra 145 kr deltage i den efterfølgende hyggelige julemiddag, der afholdes i det nye Nordfalsters Koncerthus i Nørre Alslev - maden bliver leveret af Postholderens Sted i Guldborg.
Klik her for billetter til koncert:
Klik her for billetter til julemiddag:
Menuen står på nakkefilet med peberrodsauce, kartofler, gulerødder og dejlig salat med efterfølgende citronfromage - det hele er naturligvis hjemmelavet af Birte Pawlik fra Postholderens sted i Guldborg. Der kan også bestilles en vegetarret!
Julekoncerten 2017 bærer præg af årets to jubilarer: G. Ph. Telemann (død 1767, for 250 år siden) og danske Niels W. Gade (født 1817, for 200 år siden). Nr. Vedby kirkes orgel fra 1800-tallet giver et autentisk billede af god orgelklang på Gades tid. Sakskøbing kirkes organist, Flemming Chr. Hansen har stort kendskab til dette orgel og medvirker som koncertens organist, både på kirkens orgel og på et lille lejet orgelpositiv, der er nødvendigt for samspil med de øvrige musikere. Han er desuden meget aktiv som komponist og spiller sammen med cellist Kjeld Lybecker Steffensen uddrag af sit værk ”In lumine Domini”. G. Ph. Telemann repræsenteres ved smuk og livlig musik for fløjte, violin og orgel. Som tidligere medvirker sangere fra Kildevældskirken i København i juleværker fra baroktiden, herunder den meget smukke julenatsmusik af den franske komponist Charpentier. I programmet indgår danske julesalmer, og der sluttes som sædvanligt med en stemningsfuld udgave for kor af ”Stille Nacht” – ”Glade Jul”.
Fra koncertprogrammet:
N. W. Gade: Tonestykke for orgel, Orgelkoral ”Af højheden oprunden er”, ”Kirkearie”
Mendelssohn-Bartholdy: Arie fra ”Elias”: Herr Gott, Israel
Flemming Chr. Hansen: ”Skaberdrømme” for barokcello og orgel fra suiten ”In lumine Domini”
G. Ph. Telemann: Triosonate for fløjte, violin og continuo
D. Buxtehude: “Herr, wenn ich nur dich hab’”, kantate for sopran, fløjte, violin og continuo
Heinrich Schütz: “Hodie Christus natus est”, concert for 6 sangere og instrumenter
Marc-Antoine Charpentier: “In nativitatem Domini Canticum”, kantate for 4 sangere og instrumenter. Uddrag af “Dialogus” for sangere og instrumenter
Medvirkende: Lene Langballe, fløjte og zink. Tinne Albrectsen, barokviolin. Kjeld Lybecker Steffensen, barokcello. Lars Baunkilde, violone. Flemming Chr. Hansen, orgel. Katrin Næss Hansen, Anne Marie Bitsch, Anne Sophie Witt Olsen, sopran. Susanne David, Annemette Wenzel, alt. Nikolaj Ashkenazy, tenor. Christian Wenzel, Bo Guttmann, bas.
Musikalsk ledelse: Gunnar Brønholt