Klarinettisten Julie Turner Aaquist krydser sit spor og vender tilbage til fødeøen Falster, hvor hun giver koncert sammen med pianisten Janus Araghipour.
Tilbagekomsten er dog for en kort bemærkning, da hun til efteråret er optaget på Guildhall School of Music, hvor hun skal fuldføre sin kandidatuddannelse som klarinettist efter at hun denne sommer bliver bachelor på Musikkonservatoriet i København.
Ved koncerten spiller hun sammen den prisbelønnede koncertpianist Janus Araghipour , der er et af de mest lysende, upcoming talenter på den danske koncertscene lige nu.
I 2006 modtog han Jacob Gades Talentlegat og blev tildelt titlen "Verdensborger i Danmark 2007".
Janus har studeret hos den internationalt anderkendte pianist Julian Thurber siden 2008. Efter at have færdiggjort sin BA ved Syddansk Musikkonservatorium blev han som den første vesteuropæer optaget på Szymanowski Academy i Polen i prof. Jasinskis eksklusive klasse på i alt 4 pianister.
Hjemvendt til Danmark har Janus vundet priser både som solist og akkompagnatør.
Ved siden af sit virke som pianist arbejder Janus som coach for sangere på højeste internationale niveau, hvor han leder det kunstneriske arbejde ved blandt andet London Bel Canto Festival.
Julie Aaquist er opvokset i Bruserup på Sydfalster som barn af cellisten Anne Turner og komponisten og dirigenten Svend Aaquist, der også stod for oprettelsen af Storstrøms Kammerensemble. Ligesom moderen Anne Turner har Julie Aaquist spillet med Kammerensemblet og med DR Symfoniorkestret.
Ved koncerten spilles der et varieret program af musik fra flere århundreder, bl. a. musik af Robert Schumann, Johannes Brahms, Messiaen og Jean Francaix, ligesom der også er musik for soloklarinet og for soloklaver.