Tilbage til Alle begivenheder

UDSOLGT: Souperkoncert med Adam Koch Christensen, violin

Spring aftensmaden over, tag en suppe og mød violintalentet Adam Koch Christensen, der spiller en kort koncert med solostykker.

Den 17-årige violinist, Adam Koch Christensen fra Præstø, rejser i slutningen af oktober til Sydkorea, hvor han er udvalgt til at deltage i én af Asiens fineste violinkonkurrencer: IsangYun-violinkonkurrencen, opkaldt efter den koreanske komponist, Isang Yun. Havde Isang Yun levet i dag, ville han være fyldt 100 år i år. Men han døde tilbage i 1995 efter et heftigt liv med Koreas kaotiske historie. En livshistorie, der bl.a. indeholder en kamp for genforening, tætte bånd til Nordkorea, en kidnapning fra Berlin til Sydkorea, mishandling – og en konkurrence mellem to koreanske lande om at have patent på nationalkomponisten Isang Yun, der godt nok var født i Sydkorea, men som valgte at slå sig ned i Berlin som tysk statsborger efter den hårdhændede behandling fra de sydkoreanske myndigheder. At situationen mildest talt stadig er anspændt på den koreanske halvø mellem Nord- og Sydkorea, er et uomgængeligt faktum, der forhåbentlig ikke får indflydelse på de unge violinisters konkurrence, selvom det kan se noget sort ud lige for tiden. Ved tirsdagens Souper får publikum mulighed for at høre solo-violinprogrammet til konkurrencens første runde, hvori der udover soloværker af Bach også vil indgå et variationsværk af Isang Yun – skrevet med Bach i tankerne: Königliches Thema. Adam fyrer også op under suppe-gryderne, når det gælder virtuose toner af den belgiske violinmester, Eugene Ysaÿe.

Adam studerer på 2. år på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos professor Serguei Azizian, men han har i det forgangne år været på flere masterclasses i udlandet: Bl.a. i England hos Prof. Gerard Schultz, og senest i Frankfurt, hvor han blev valgt ud til Prof. Mihaela Martins klasse.

Adam har vundet flere konkurrencer her til lands og var senest prismodtager i Leonid Kogan Violinkonkurrencen i Bruxelles dette forår.

Adam spiller på en Chanot 1829

Tidligere begivenhed: 21. september
Gå bare selv! En optimistisk opsang fra Jakob Levinsen
Senere begivenhed: 1. december
Musikalsk foredrag med Højreby Spillemandslaug