Tilbage til Alle begivenheder

SVANESANG med Johannes Mannov og Christian Westergaard

ENTRÉ 150 KR - UNDER 18 ÅR 1/2 PRIS

 

Programmet består af Franz Schuberts sidste sange, der samlet kaldes for Schwanengesang, og som blev skrevet i Schuberts allersidste tid inden han døde ganske ung som 31–årig i 1828. Schubert var syg og dødsmærket af tyfus, da han skrev sangene. I et veritabelt arbejdsraseri de sidste få uger af sit korte liv skrev han hele Schwanengesang samt et væld af andre vægtige værker.

Også Johannes Brahms’ ”Vier ernste Gesänge”, der bliver opført ved koncerten, har sit eget forhold til døden – de blev skrevet i dyb sorg over vennen og komponisten Clara Schumanns hastige skranten og snarlige død, og teksterne der er taget fra Bibelen, kredser om de efterladte levende og udfrielse ved døden.

Hugo Wolf skrev sine ”3 sange med tekster af Michelangelo” med en truende sindssyge, der få måneder senere rev ham fra hinanden og placerede hans gale sind på et sanatorium, indtil døden kom ham til undsætning. I teksterne reflekterer Michelangelo over sit eftermæle som menneske; når kunstneren Michelangelo dør, ser mennesket Michelangelo alt forgå og anfægtes dybt og hjerteskærende.

Sangeren Johannes Mannov er en af Danmarks mest erfarne og alsidige sangere. Efter det første engagement som medlem af ensemblet på operaen i Kassel, Tyskland har han i løbet af sin verdensomspændende karriere sunget på en lang række af de store scener i verden og optrådt med en lang række verdensberømte dirigenter, men han har også haft et årelangt samarbejde med Den Kongelige Opera i København. Mannov har virket som lærer ved Universität der Künste i Berlin, Musikkonservatoriet og Operaakademiet i København, ligesom han har givet masterclasses i en række lande. I 2012 blev han engageret som professor i sang ved konservatoriet i Nürnberg.

Pianisten Christian Westergaard har en særlig interesse for den klassiske sang og har markeret sig som en markant musikalsk partner med en række af de førende yngre nordiske sangere, ligesom han er akkompagnatør i DR Radiokoret og på Operaakademiet. Som musikalsk iværksætter og programlægger stiftede han Liedkompagniet, som i en årrække var et centralt koncertsted for lieden i Danmark. Westergaard er idémand bag et kommende stort indspilningsprojekt på Dacapo Records: Den første samlede fremstilling af den danske kunstsang.

Koncerten er støttet af Statens Kunstfond og Kulturudviklingspuljen i Guldborgsund.

Tidligere begivenhed: 2. april
Adam Koch Christensen
Senere begivenhed: 28. maj
Fynsk Forår på Falster - lyt og lær!